Anmeldelse af My Fair Lady – Nyborg Voldspil 2024

 
Så blev vi inviteret til at se Nyborg Voldspil, der i år spiller My Fair Lady, og vi var meget spændte på at opleve denne musical, som vi for flere år tilbage, har set opført i København.

I år er det Nyborg Voldspils 85. forestilling, og det er 5. gang My Fair Lady bliver opført. Nyborg Voldspil er desuden det ældste friluftsteater i Danmark.
My Fair Lady er jo en gammel musical, mange vil nok i dag kalde forestillingen en klassiker på de skrå brædder, da den har gået sin sejrsgang over hele verdenen. Fra filmatiseringer i flere afskygninger til forestillinger på Broadway over Westend og nu til Nyborg.

Vi har været bekendt med Nyborg Voldspil i mange år, men deres spilleperiode har altid ligget ubelejligt for os, men i år gik det hele op i en højere enhed, og vi var meget spændte på, om vi dels ville kunne nikke genkendende til historien, blive underholdt og ikke mindst blive fanget af skuespillet på scenen.

Før start
Vi har som før skrevet aldrig oplevet Nyborg Voldspil før, så da vi kommer ind og ser kulissen og opsætningen, udbryder min datter og jeg ud i kor ”Hvor er det genialt lavet”. Volden er brugt på bedste måde, så stolene er sat op af volden, og scenen nederst i terrænet. Det er virkelig godt tænkt, på den måde kan alle i publikum se optimalt.
Nyborg Voldspil skriver på deres ret informative hjemmeside, at det vil være en god idé at tage noget at sidde på, da det kan blive lidt koldt om aftenen – samt at skulle det regne (det er jo udendørs), så husk regntøjet. Paraplyer er ikke tilladt, da de kan forstyrre udsynet for andre. Det er genialt tænkt.

Historien kort
Vi er tilbage i England først i 1900-tallet.
Vi ser gadesælgere og oplever overklassen i et bragende startnummer – og så skal jeg da lige love for, at forestillingen er i gang
Den jævne pige Eliza Doolittle, der sælger blomster, møder en sprogprofessor Henry Higgins og hans ven Oberst Pickering. Henry Higgins får ideen om, at han kan få blomsterpigen Eliza Doolittle til at udtrykke sig på fineste måde, så selv Buckingham Palace vil forveksle hende med en dame fra overklassen. Kan han på bare 6 måneder få Eliza Cockney-engelske (dansk) ud af hende? Vil det mon lykkes?
Eliza får et værelse i Higgins temmelig store hus, og må udholde megen undervisning mens Higgins herser med hende, og oberst Pickering dels sponsorerer projektet og dels møder Eliza med noget mere hjertevarme end Higgins. Elizas far Alfred sørger for at lave så lidt som muligt, og nasser hellere på sin datter. Higgins’ mor, som har sine egne meninger om både projektet og sin søn, viser sig efterhånden venligtsindet overfor Eliza.

Undervejs oplever vi, hvordan Henry Higgens arbejder med Eliza og hendes fremskridt. Vi oplever Eliza til Ascot-løbene og ser hende fortrylle specielt en ung mand. Vi overlever det finere borgerskabs historie blandet med de mere jævnes – og det fungerer rigtigt godt.
Historien følger den kendte historie så fint, men jeg vil ikke her komme ind på hele handlingen, men kan da godt røbe, at slutningen vist ikke er som Henry Higgens havde håbet på.

Moralen i historien er jo, at vi alle gennem hele livet møder udfordringer, og det handler om, at acceptere sig selv og hinanden, som den man er dybest inde. Have mod til at bevæge sig udenfor normerne, have modet til at leve det liv, som vi hver især føler er det rigtige, og ikke bare lade sig styre af andres meninger og holdninger.

Sangene
Musicalen My Fair Lady har nogle af de mest ikoniske sange, og heldigvis har Nyborg Voldspil taget dem med. Sangene var inkorporeret så de passede perfekt til både sceneri og til handlingen. Og hele castet var så bragende gode sangere, det var virkelig flot. Publikum klappede med, piftede, sang og havde generelt en fest i de 2½ time som forestillingen varede. Det var sange som på flotteste vis blev fremført af mesterlige og talentfulde sangere.

Hvad synes vi?
Vi var vidner til en historie, der hang rigtigt god sammen, vi nød de mange sange, og jeg må ærligt indrømme, at jeg var imponeret over en utrolig talentmasse udover det almindelige. De kan både synge, agere på en scene, så man bliver fanget af både historien men også den kemi, der er på scenen. Dertil havde de en meget professionel timing – jeg tror simpelthen ikke på, at det var dygtige amatører, vi oplevede på scenen, det må være højt uddannede sangere og musicalperformere.

Vi var meget glade for, at det engelske aspekt i forestillingen var bibevaret. Engelske stednavne og navnene på de forskellige karakterer. Det fungerede rigtigt godt, og gjorde, at vi blev i den kendte historie.

Flere gange under forestillingen udbrød min datter spontant ”Hvor er det godt”, og jeg var enig.

Jeg har pokkers svært ved at finde en enkelt lille ting, der ikke fungerede i forestillingen – fra start til slut blev vi ført med ind i en fortælling om den ret standhaftige blomsterpige Eliza, sprogprofessor Higgins, men vi oplevede også et cast, der brændte for at stå på en scene. Det er bestemt ikke noget, der kan tillæres, det kommer dybt indefra – og det fungerede, så alt gik op på et højere plan.
Jeg må indrømme, at det ikke kun var castet på scenen, der imponerede. Alt fra parkeringsvagter, billetkontrollører og programsælgere m.v., havde alle et smil på læben, det virkede som om at alle uden undtagelse havde det ene formål, at vi publikummer skulle have en uovertruffen oplevelse – og det fik vi. Vi følte os velkommen.

Det var stærkt, det var imponerende, og det var uden sidestykke.
Det kan godt være, at det var første gang, at vi i familien oplevede Nyborg Voldspil, men det bliver bestemt ikke det sidste.

Tak for en helt unik oplevelse, der kan stå til måls for selv de store musicalopførsler rundt om i verden.

Vi kan kun kvittere med 6/6 stjerner.

Det var mindeværdigt, det var bragende flot og det var en oplevelse uden lige.

Foto: Nyborg Voldspil / Jesper Hahn

Tina Magling
Anmelder

Læs evt. mere om forestillingen samt hvordan du køber billetter på https://nyborgvoldspil.dk/forestillinger/my-fair-lady/

Læs evt. mere om Nyborg Voldspils historie samt se nogle små videoklip på: https://nyborgvoldspil.dk/om-os/nyborg-voldspils-historie/

Don`t copy text!