2020 Solve a Mystery ”Mordet ved Rundetårn”

Solve a Mystery bygger deres mordgåder på rigtige hændelser. Da vi skulle vælge, hvilke mordmysterie, som vi skulle deltage i, havde vi 3 at vælge imellem – alle 3 foregår udenfor, og man kan løse dem (eller prøve på det) når det passer ind i familiens – og vejrguderne skema.

Vi valgte ”Mordet ved Rundetårn”, dels fordi det hele foregik i og omkring området, hvor Tina var kommet meget som barn, men også fordi vi alle vidste, at de gamle og meget smukke bygninger omkring Rundetårn, kunne huse en helt unik historie – og vi tog ikke fejl.

Vi havde hjemmefra booket vores mordgåde til afhentning kl. 13.15, men da trafikken fra Korsør til København ikke var så massiv, som vi havde forventet, så ankom vi faktisk en lille times tid tidligere. Da vi fandt Arms Gallery, hvor vi skulle hente vores mordmysterie, havde jeg ikke lige tjek på, at der stod, at man kun måtte være 2 i butikken – så jeg gik bare ned af trappen til butikken. Heldigvis var der en utrolig sød ekspedient, der lige bad min vente, til hun havde ekspederet de 2 i butikken færdigt. Hun kom endda op til mig med kuverten med det bookede mordmysterie og ønskede os en god oplevelse. Fin fin service fra Arms Gallery – og tak fordi I tager denne covid-19 situation alvorlig.

Ankomsten
Da vi ankom til Rundetårn og fik parkeret bilen, åbnede vi så kuverten. Nu skulle det blive spændende, om vi kunne løse dette mord. Vi fik som start en lille historie, bl.a. fik vi oplysninger om hvem der var forsvundet, en personkarakteristik af diverse personer omkring den forsvundne mand – og der var sågar billeder af persongalleriet.
Det gjorde det hele meget mere levende og interessant.

Og så startede vi.
Meget hurtigt fandt vi ud af, at denne mordgåde var skruet helt anderledes sammen end dem vi tidligere har deltaget i fra andre firmaer.

Vi skulle virkelig bruge ”de små grå”, for løsningen lå ikke lige foran næsen på os – vi skulle tænke os om.

Det sjove aspekt i dette mordgåde fra Solve a Mystery var, at for hver gang at vi gættede rigtigt, så fik vi 1 point. Disse point blev så til slut omdannet til minutter, så vi endte faktisk med at have 12 minutter til at tale mordet igennem, blive enige om, hvem der havde gjorde hvad og hvordan det er gjort.

Blev vi enige – det vender jeg tilbage til.

Vi kom godt rundt i den gamle bydel omkring Rundetårn, og de forskellige opgaver blev læst med stor entusiasme, energi og begejstring, for udover de forskellige opgaver, så var der lige nogle både interessante oplysninger samt nogle oplysninger i form af noter fra dengang. Der var kopier af regninger og kvitteringer, som man ikke måtte glemme at tage med, der var virkelig tænkt på det hele i udarbejdelsen af dette mysterie.

Opgaverne
Vores datter Diana havde fået til opgave at kigge op – næsen i sky, da der skulle findes både symboler og tal på diverse steder, som vi passerede. Det viste sig, at den unge dame også mente at fødderne skulle dyppes i en vandkunst – og at de mange bænke skulle afprøves… Vores søn Mikker, der altid har været en teknik og fysik nørd, var også ret god at have med – men der kom nogle beklagelser fra Tinas side, da Jørgen ikke lige læste den ene opgave helt korrekt. Det viste sig nemlig at ”en genstand” og ”noget” ikke er det samme – så der røg lige et minut fra sluttiden…. Tsk tsk.

Udover, at mordgåden er baseret på virkelig hændelser, så var gåden også utroligt lærerig. Flere af de oplysninger vi fik, kendte end ikke Tina, og hun er endda Københavner med stort K.

Vi fik oplyst, at vi var halvvejs i mysteriet, hvilket var rigtigt rart. Når ens fødder automatisk begynder at søge hen mod diverse bænke, så er det dejligt, at have en slags tidsangivelse på, hvornår gåden forventes færdigt. Dog vil jeg sige, at hele familien nød historierne om det gamle København, og bare det at gå rundt og kigge op over stueetagerne – sikke mange fantastiske udsmykninger og friser husene i den indre by har.

Gåden blev løst
Nå, men da vi var færdige med mordmysteriet, skulle vores point omdannes til minutter. Her viste det sig så, at vores lille familie på 4 personer på ingen måde kunne blive enige. Jørgen og Diana holdt stejlt på, hvem de troede var deres morder, og Mikker og Tina argumenterede efter bedste evne for, hvem de troede var morderen – og hvad der var sket med den forsvundne person.

Ingen blev enige, så da tiden udløb – valgte vi ganske enkelt at komme med 2 løsninger – og hvem vandt så.. ja, det gjorde Mikker og Tina altså.

Vi havde nogle helt utroligt hyggelige timer i København, vi nød at gå rundt og lære om de forskellige steder, og høre historier fra dengang, hvor der hverken fandtes WWW, TV eller andet moderne dingenoter.

Vi var 4 personer, og Solve a Mystery anbefaler at deltagerne er mellem 2-4 personer, men vi tænker, at der sagtens kan være 5 eller 6 personer med uden at nogen kommer til at kede sig.

Vi havde deltaget i et mordmysterie, hvor der var lagt vægt på underholdning og viden – og vi blev faktisk en smule klogere. Vi blev, mens vi lavede opgaverne, både underholdt, begejstret, forbløffet og forarget. Vi fik som familie en oplevelse uden lige – og havde det super sjovt.

Vi vil give oplevelsen 6/6 stjerner.
Hvis vi sammenligner med de øvrige mordmysterier, som vi har været på fra andre firmaer, så vil vi nok betegne denne som at have en sværhedsgrad på 4/6, den var ikke lige til, og der var et par af opgaverne vi ikke kunne løse.

Det gode ved denne mordgåde er, at man får stillet et spørgsmål og kan man ikke svare, så får man svaret med det samme – man skal altså ikke finde en facitliste – man mister bare et minut, hvis man ikke efter en søgen kan finde det rigtige svar. Det er da genialt fundet på.

Hvad vi også som familie var helt pjattet med var, at historien er baseret på sande begivenheder. Det er et vaskeægte mord, vi er blevet sat til at opklare, så vi får svaret til sidst. Det er så utroligt godt tænkt.

”Mordet ved Rundetårn” er lavet og udgivet af Solve a Mystery – www.solveamystery.net, og der findes 3 forskellige i Danmark nemlig foruden den mordgåde, som vi var på så også ”Drabet på Amalienborg Slot” og ”Mordet ved Christiansborg Slot”. Fælles for dem alle er, at de koster kr. 299, hvilket er utroligt billigt, dels i forhold til underholdningsværdien, men også i forhold til andre virksomheder, der udbyder disse Mystery Hunts.

Når man booker en mordgåde, så vælger man selv, hvornår man vi hente den hos Arms Gallery, åbningstider er beskrevet på Solve a Mysterys hjemmeside. Og det mest geniale er, at man ikke behøver at gå igang med selve opklaringen når man afhenter kuverten – man kan gøre det, når man har tid, lyst og vejet er til det. Det er godt tænkt fra udbyders side.

Vi nød at være på denne mordgåde, vores samarbejde i familien blev sat på prøve, og vi vil bestemt anbefale det til alle.

Vi har købt endnu en mordgåde nemlig ”Drabet ved Amalienborg Slot” – og jeg er helt sikker på, at vi vælger at tage det sidste mordgåde med også – for viden, sjov og oplevelser i familien kan man ikke få for meget af.

Billederne i anmeldelsen er taget af os selv på turen, og behøver ikke at have relation til selve mordgåden.

Se evt. mere om de forskellige mordgåder på www.solveamystery.net

Tina Magling
Anmelder www.magling.dk

[print_gllr id=1205]

Don`t copy text!