2020 Solve a Mystery ”Drabet ved Amalienborg slot”

Så er vi her igen.

Vi er jo en familie, der bare elsker at få fælles oplevelser – vi elsker også en god mordgåde, så derfor er vi her i efterårsferien blevet enig om, at vi da lige napper endnu et mordmysterie fra Solve a Mystery. Tidligere har vi prøvet ”Mordet ved Rundetårn” (se evt. tidligere anmeldelse) med stor succes, så spørgsmålet er så bare, om vi vil blive lige så begejstret for dette nye mordmysterie.

Vi valgte ”Mordet ved Amalienborg”, dels for at jeg (mor Tina) kunne få en kærkommen lejlighed til at fortælle resten af familien lidt om Amalienborgs historie, men også fordi vi alle var ret sikre på, at få set noget af det meget smukke indre København.

Starten
Vi startede ved Rytterstatuen af Frederik d. 5. Vi var omkredset af de smukke palæer fra Amalienborg og kunne endda konstatere, at Dronningen var hjemme, men vi havde nu ikke tid til at hilse på hende, for vi havde lige et lille mord, der skulle opklares.

Da vi åbnede kuverten fik vi som det første en indledning og en kort fortælling om, hvad vi skulle. Der står bl.a. at ”Drabet ved Amalienborg Slot bygger på virkelige forbrydelser, beskrevet i Nordiske kriminal arkiver”. Med det i mente synes vi alle, at mordmysteriet virkede meget interessant og spændende.

Og så starter det
”Året er 1968, og Kong Frederik d. 9 er konge af Danmark. Du er lige blevet …………..” lyder starten på vores mordmysterie.
Vi får et kort og et persongalleri på 7 personer – og så går det hele ellers i gang.

Vi vil selvfølgelig ikke skrive her, hvor vi blev guidet hen under denne morderjagt. Men vi fik set flere steder i København, hvor vi aldrig havde været før – selv jeg, der er født og opvokset i København, havde aldrig været et bestemt sted, og da vi passerede dette sted, var det eneste de andre i familien hørte fra mig var ”Åh, hvor fedt, neeeej, hvor hyggeligt, ihhh, hvorfor har jeg ikke været her før”.

På flere steder på turen var der ”naturlige” rastepladser, hvilket gjorde, at vi nok var noget længere tid om opgaven end de anslåede 2 timer. Men det gjorde også, at vi fik sat os ned og rigtigt fik vendt de forskellige oplysninger og ledetråde.

Historierne
Vi var alle imponeret og lidt forarget over de historier, der kom frem. At de havde afsæt i virkeligheden, og at det endda kun var ca. 50 år siden, gjorde det jo på ingen måde bedre tvært imod. ”Hvordan pokker kunne ……. finde på at gøre det”? Og, ”Ej seriøst ….”, var nogle af de udbrud vi alle kom med, da de forskellige oplysninger blev læst op med stor entusiasme af Mikker. Vi synes alle, at der var ret mange elementer i historien, der var både usmagelige og faktisk ret umoralske.

Vi så stederne, som havde relation til mordet – de rigtige steder, hvilket bare var så spændende og underbyggede historien og oplevelsen på bedste måde. Vi var også på nogle omveje, for der var et par stykker i familien (ikke også far Jørgen og Mikker), der var helt sikker på, at det hus vi skulle finde, var i en helt anden gade end Diana og jeg troede, men ok, vi fik da en tur ud af det…..

Vi kom godt rundt omkring i jagten på morderen, vi fik historierne, og vi havde en fantastisk eftermiddag.

Men fandt vi så morderen?
Både ja og nej. Vi valgte, at lave vores eget lille oprør, og gå imod de udstukne regler omkring den tidspræmie vi fik tildelt ved at løse de små delopgaver – det betyder ikke, at vi ikke klarede opgaverne (lige med undtagelse af 1½) men da vi alle 4 havde en idé til, hvad der var sket, valgte vi at bryde ”reglerne” og komme med hver vores individuelle løsning – og her var det så bare, at en af os havde luret det bedre end os andre.

Vi skulle nemlig beslutte os for:
1. Hvem er morderen?
2. Hvilke beviser har vi?
3. Er der begået flere forbrydelser?
4. Hvilke beviser er der for disse?

Og jeg må med skam erkende, at her var jeg bare ikke helt med. Diana havde gættet rigtigt på beviserne, far Jørgen havde både beviserne, og hvad der ellers var begået af forbrydelser, men morderen havde han ikke. Mikker havde tanker for, hvem morderen var, men gik væk fra det igen, men havde dog beviserne rigtigt og hvad der ellers var begået, og jeg havde ramt helt ved siden af. Kun et enkelt lille bevis kunne jeg diske op med, og jeg tror, at det er godt, at jeg ikke er ansat ved politiet, for jeg anklagede en helt ”uskyldig” person.

Vi havde en helt utrolig hyggelig eftermiddag i mordets tegn i det indre København. Vi hyggede os, drøftede beviser over lidt lækkert dessert, og fik set de skønneste steder i København.

Tak til Solve a Mystery for denne oplevelse.
Læs gerne mere om Solve a Mystery på deres hjemmeside http://da.solveamystery.net, hvor mordmysterierne også kan købes.

Vi gav kr. 299,00 for dette mordmysterie, og vi var 4 personer. En utrolig billig oplevelse, som vi vil anbefale alle, der har en lille detektiv i maven eller bare gerne vil have en sjov oplevelse.

Turen er kørestol venlig.
Billederne i anmeldelsen har ikke nødvendigvis relation til det omtalte mordmysterie.

Helhedsoplevelsen
Værdi for pengene
Sværhedsgraden

Tina Magling
Anmelder

[print_gllr id=1139]

Don`t copy text!