2018 Jul i Tivoli

Fredag d. 16. november 2018 var hele familien inviteret i Tivoli.

I år er det 25. gang, at Tivoli holder deres smukke og stemningsprægede ”Jul-i-Tivoli”, og det er faktisk også 25. gang, vi besøger den smukke gamle have op til jul.

For 25 år siden, da vores søn Mikker kun var 4 år, tog vi afsted for at se, hvad Tivoli dog havde fundet på, og jeg husker stadig vores søns udbrud. Han havde dengang som nu et kæmpe ordforråd, men dengang bestod hans udbrud nærmest kun som ”Naaaaaaj”, ”Uhhhh”, ”Ihhhhhh”, og ”Wooooow”.

I dag 25 år senere var disse udbrud stadig den første time de mest sagte.

Vores datter Diana på 20 år, som er min med-skribent, samt min mand og jeg, var fuldstændig enige.

Det er mageløst, smukt og jeg tror faktisk ikke, at der findes ord i det danske sprog, der præcist beskriver, hvor betagende og indtagende ”Jul-i-Tivoli” er.

Når mørket falder på og de mange lys tændes, duftene blander sig med lydene, og hyggen vælter frem, tror jeg næppe, at der findes et andet sted, hvor alt dette går op i en højere enhed.

Tivolis koncertsal

Noget helt nyt er, at på Tivolis Koncertsals facade afspilles en julesymfoni. Det er lidt svært at beskrive, for det er så visuelt betagende.

Vi oplever et ekstremt projekteringsshow, hvor kun fantasien har sat grænser.

Tivoli skriver i deres pressemateriale således.

”Showet projekteres op på Koncertsalen i et sjældent set stort format og tager publikum på en rejse med Juleekspressen, der kører gennem nordiske snelandskaber og stopper ved Julemandens værksted. De levende billeder folder sig ud over 200 m2 og er akkompagneret af Tjajkovskijs Nøddeknækker-musik”.

Det er nytænkende og spektakulært – det er virkelig Tivoli, når det er bedst.

julesymfoni Tivoli koncertsal

 Hjulkøbing er tilbage

Hjulkøbing er tilbage i år. Dejligt. Vi nød virkelig dette sted sidste år, og bare duften af flæskestegen, der bruges til deres flæskestegssandwich, mens man hengiver sig til nostalgien og hyggen, er virkelig noget, alle burde opleve. Vi er fans.

Udenfor kan man endda komme op i det store gamle damplokomotiv og i år kan man også ”styre” et tog… vildt.

Noget vi som familie virkelig blev imponeret over var de mange mange smukke lys i Tivoli. På mange forskellige måder, har Tivolis medarbejdere formået at inkorporere hygge, oplevelse og et wow-moment ind i hvert enkelt.

Både de mere animerede oplevelser som i ”Kina” byen og på koncerthuset til træerne med forskellige former for lyseffekter.

Tivoli er en sand mester på så mange plan – og vi blev i de timer vi besøgte den gamle have gang på gang imponeret over både nytænkning samt respekten for det gamle og elskede.

Lys

Lys i Tivoli er som skrevet et kapitel for sig selv. Om man besøger Tivoli om sommeren, til halloween eller her op til jul, er det altid en magisk og eventyrlig oplevelse når mørket falder på, og de mange lys kommer til sin ret. Denne jul er bestemt ikke et særtilfælde.

Lysdesigner i Tivoli, Jesper Garde Kongshaug, fortæller:

Julen i år bliver udvidet med nye oplevelser, og vi bringer lyset helt ud i hjørnerne af Tivoli. I Boblespringvandet foran Nimb placeres f.eks. tre magiske laserbelyste krystalhjerter, der ikke er set før. Vi har også udviklet bæredygtigt LED-lys, der har den særlige varme glød. Der er fokus på den særegne nordiske stemning i lyset, og ambitionen er at tage gæsterne med på en lysrejse, hvor vi kan måle os med de bedste i branchen på internationalt niveau. I år er der udviklet endnu flere selfie-steder, hvor gæsterne kan tage nogle stemningsfulde billeder”.

Boderne

De små og hyggelige boder er stadigt et must, de skaber den fuldendte hygge, og der er mulighed for at handle interessante og spændende gaver – og for at få lidt mad og drikke. En enkel bod gik vi dog i en stor bue udenom. Det var stedet, hvor man kunne købe mad af rensdyr… Skandale, var vi alle enige om. Hvis de slagter Rudolf og hans venner, hvem skal så hjælpe julemanden rundt, så alle de artige børn i verden kan få gaver? Ja, vi spørger bare, og giver denne bod et ondt blik med på vejen…

175 års fødselsdag

Tivoli fejrer deres 175 års fødselsdag med et helt spektakulært festfyrværkeri i dagene efter jul. Tivoli skriver i deres pressemateriale følgende:

” Tivoli arrangerer Fyrværkerifestival for 14. gang. Dette års festival bliver en hyldest til Tivolis ikoner i anledning af, at forlystelseshaven i år har 175-års jubilæum. Der lægges ud med at hylde Pjerrot, hvor farverne rød og sølv bliver gennemgående, og herefter får Columbine og Harlekin deres eget fyrværkeri, hvor blå, gul og grøn fremhæves. På festivalens sidste dag, som også er Nytårsaften, bliver det Tivolis grundlægger Georg Carstensen, der kommer til at stå for skud. Festivalen skydes i gang den 25. december kl. 20.45 og afsluttes med det store Nytårsfyrværkeri den 31. december 2018 kl. 23.00På H.C. Andersen Slottet er der 175-års jubilæumsnytårsfest 31. december med festlig middag, nytårsband og dans til langt ud på natten”.

Klart et besøg værd

Vi har oplevet magien i dette års ”Jul-i-Tivoli”. Vi har oplevet ”wow-momenter”, og vi har fået stemningen af jul.

Vi vil bestemt anbefale ”Jul-i-Tivoli” til ethvert barn som voksen, der vil opleve magi og sanselige oplevelser går hånd i hånd med hyggelig julestemning og historiske forlystelser.

Julestemningen var i top, da vi forlod Tivoli med en forsikring om, at vi bestemt kommer i gang – for kan man få for meget julestemning – nej, det tror vi faktisk ikke, at man kan.

Tivolis julesæson har åbent fra d. 17. november 2018 – 31. december 2018.

Læs mere om Tivolis julesæson på www.tivoli.dk

 

Video og fotos i artiklen er venligst udlånt af

Diana Magling og Michael Magling

 Tina Magling

Anmelder www.magling.dk

 Det er tilladt at bruge uddrag af eller hele anmeldelsen ved behørig kildeangivelse.

Små videoklip fra Tivoli

Julesymfoni Tivolis Koncertsal

Film fra “Kina” byen

Film fra “Kina” byen1

 

 

 

 

Don`t copy text!