I år kan Eventyrteatret fejre 25 års jubilæum, og gennem de sidste 25 år, har de begejstret både børn og voksne med deres flotte forestillinger. De har udklækket store skuespiltalenter og sangere – så vi vil sige, at de er gået fra at være et decideret børneteater til at være et musical teater for børn og voksne alle aldre.
Når nu vi igen i år går gennem Tivoli, og bliver mødt af en allé af Eventyrbørn og unge, der iklædt smukke drager, og som hver kommer med en helt speciel hilsen, der løfter stemningen til nye højder, så er vi meget klar til at rejse ind i eventyrets verden. Og atter i år er min datter Diana og jeg kede af, at det ikke er hele sæsonens publikummer, der får denne form for start på forestillingen – selvfølgelig er det ikke en praktisk mulighed, når Tivoli åbner for publikum til deres Halloween sæson, men det er altså en helt speciel måde at starte på.
Lidt om selve handlingen
Forestillingen starter som skyggeteater, hvor vi får en kort introduktion til forestillingens handling om Dronning Neckbet og hendes datter Tahira. Dronning Neckbet er bestemt ikke en god dronning, da hun ikke interesseret sig for andet end sig selv og sine skatte. Da hun dør, bliver hendes hjerte vejet på vægten i Dommens Hal, men da Tahira tror, at hendes mors hjerte ikke er i balance, så skænker hun sit eget til kaosguden Seth, men han er bestemt ikke en sød og hjælpsom gud, dog lover han at hjælpe Tahira, hvis hun vil giftes med ham. Problemet er så bare, at hvis der opstår ubalance på vægten, vil alt være kaos….Uha da.
Nu starter så den ”rigtige” forestilling, hvor vi ser to piger være på tur på Glyptoteket med deres klasse. Pigerne Sille og Tahira skal arbejde sammen om en opgave, men pludselig tager Tahira en amulet og et par andre effekter, som hun har stjålet fra udstillingen, frem og giver til Sille. Det synes Sille simpelthen er for dårligt, for hvad vil vagterne dog ikke sige, men som Tahira siger, hvem vil vagerne tro på, en der får top karakter eller en ”tyvetøs”. Sille har nemlig engang stjålet en guldbarre i Irma, hvilket der kommer lidt sjovt ud af senere i forestillingen.
Pludselig kommer Sjakalguden Anubis ud af et sarkofag sammen med kattegudinden Bastet. Anubis griber af i Sille, som han tror er den prinsesse, der gav sit hjerte til Kaosguden Seth, og nu skal hun med tilbage, så alt kommer i balance igen. Bastet tager så Tahira med, som senere viser sig at være den rigtige prinsesse. Nu oplever vi en masse løjer, for det er jo Eventyrteatret, og de har som så ofte før en snert af myter og historie med – sammenholdt med, at deres karakterfigurer er så genialt beskrevet.
Vi følger både Sille og Tahira, mens de guides mere eller mindre frivilligt hen mod den oprindelige sag, nemlig at få vægten i balance. Vil det mon lykkes?
Vi kan i hvert fald fortælle, at kaosguden Seth vil gøre sit til, at det ikke vil lykkes, men vi har også guder, der vil gøre, hvad de kan for at hjælpe, bl.a. min personlige favorit Himmelguden Horus, der vil gøre alt for sin mor – modergudinden Isis. Se her er en gud, som jeg synes, at mine egne børn Diana og Mikker burde efterligne lidt mere… ”Alt for mutti”… den går jeg ind for, men men men er himmelguden egentlig så knyttet til sin mor, som vi får indtryk af? For pludselig sidder Horus sammen med sin onkel Seth i et stort kar og bader, mens de deler hele universet mellem sig i en fantastisk sang. Om dette makkerskab holder, må man i Eventyrteatret for at finde ud af.
Men hvad er der egentlig sket med Tahiras hjerte? Det er kommet i et gyldent skrin, og jeg kan fortælle, at kampe kæmpes for at få fat skrinet, så Tahira kan få sit hjerte igen – så hun igen kan føle.
I historien møder vi også nogle fælt udseende mumier – der er ret gode til at skræmme (på en sød måde), præster – som passer på guden Seth, en skarabæ familie – som ja, er en helt fantastisk skarabæ familie, der er gode til at trille lort……. og en lille flok krokodilleryttere.
Guder, slangegudinder, præster og vagter. Ægyptiske borgere, skarabæ familien, mumierne, krokodillerytterne, kaosguden og selvfølgelig den ægyptiske parade – alle er med til at føre dette års forestilling op til nye højder.
Vi griner og klapper i takt med musikken
Mange gange under forestillingen ligger vi alle flade af grin, og specielt når den lille ægyptiske families yngste kommer med det ene ordsprog efter det andet fx ”Uden mad og drikke, får helten hikke”. Det er så genialt tænkt, og fungerer perfekt i helheden.
Forestillingen er krydret med en masse fantastiske sange, flere af dem havde visuelle flotte lyslægninger, som ikke kunne undgå at imponere. Flere gange under forestillingen, foregår der noget i gangene i Glassalen, så det giver en utrolig god effekt i hele salen. Godt tænkt at inddrage gangene også.
Hvordan hele forestillingen ender, om det virkelig lykkedes at skabe balance, eller om Kaosguden Seth får held med sit forehavende, det må man se i Glassalen i Tivoli.
Dog kan jeg da røbe, at Eventyrteatrets jubilæumsforestilling virkelig er et brag af en forestilling, hvordan Forfatteren Gunvor Reynberg, komponisten Christian Dahlberg, instruktøren Bo Skødebjerg, kostumier Christine Brincker m.fl. kan få en forestilling til at hænge så godt sammen, sange der matcher handlingen og som salen klapper i takt med og de smukke kostumer, det er mig en gåde, men det fungerer og det går klart hjem – igen i år. Hvordan kan forestillingen blive bare et lille tak bedre end sidste år? Hvordan kan de unge skuespillere igen igen agere, så de etablerede teatret kommer til kort? Hvordan kan hele Eventyrteatret bare gøre det igen?
Eventyrteatret har gjort det igen
Min datter Diana og jeg kan snart ikke finde på flere ord, der beskriver, hvor begejstret vi er for Eventyrteatrets forestillinger, og Nilens stjerne er bestemt ingen undtagelse. Vi har rejst til Ægypten, vi har oplevet de smukke guder, og mødt de fæle mumier…… Men vi har også mødt kærligheden, og vi har mødt en talentmasse, der er udover det sædvanlige.
Vi hverken kan eller vil fremhæve nogle skuespillere frem for andre, vi oplever en samlet helhed, hvor hver især spiller deres rolle til perfektion.
Eventyrteatret har cremen af skuespiltalent, og de tør satse stort – og det er lige præcist det, som begejstre os, når Eventyrteatret tør satse, så viser de unge talenter sider, som vi kun har set lige hos højt betalte skuespillere. Eventyrteatrets unge skuespillere er et must for ethvert skuespil team, og musical akademiet har virkelig en masse nye emner, for vi VIL og SKAL se mere til de dygtige unge, for det vil være spild af talent ikke at fortsætte.
Eventyrteatret er noget helt unikt. De har glædet og begejstret i 25 år, og vi glæder os til de næste 25 år, for de bliver bare bedre og bedre.
Efter forestillingen købte vi musik CDen i Eventyrteatrets lille souvenir hus, så vi på vejen hjem kunne skråle med på sangene, og på 1½ time kan man sagtens nå at lære flere af dem uden ad… undskyld til vores chauffør, der måtte mere eller mindre frivilligt lægge øre til vores skønsang.
Fotos: Ole Mortensen
6/6 stjerner ****** herfra til Eventyrteatret – en forestilling der må og skal ses – og sagtens kan ses igen og igen, for jeg har på fornemmelsen, at der er en masse små spidsfindigheder, som vi ikke fangede fra vores plads.
Husk at billetten til ”Nilens stjerne” også giver adgang til Tivoli og deres fantastisk flotte Halloween sæson.
Eventyrteatret spiller i Glassalen i Tivoli frem til d. 23. oktober.
Tina Magling
Oktober 2016.